Smil – det smitter!

For en del år siden var jeg med familien på ferie i det vestjyske, og søndag formiddag besluttede vi os for at gå i kirke. Vi glædede os til en hyggelig stund, og allerede på landsbykirkens parkeringsplads kunne vi konstatere, at mange andre havde fået samme idé som os. I kirkens våbenhus blev vi budt velkommen af en imødekommende graver, men vi var ikke andet end lige kommet indenfor i kirkerummet, før vi blev mødt af en tungsindig og gravalvorlig stemning. Ingen smil, ingen hilsener, ingen nik, ingen kærlige blikke – kun udtryksløse blikke der fulgte os hele vejen op ad kirkegulvet i den allerede fyldte kirke (spøjst nok er de bagerste kirkebænke altid de mest eftertragtede). Tavsheden virkede larmende. Vi følte os udenfor selv om vi var trådt indenfor. Men vi fik os bænket, gudstjenesten begyndte, og trods kulturforskellen gik vi beriget fra kirke. Og heldigvis blev vi mødt af et enkelt eller to smil på vej ud af kirkedøren.
”Små mennesker, store afstande” – et lille digt af Benny Andersen, beskriver rammende hvad vi oplevede den søndag i det vestjyske:
”Her går vi ved siden af hinanden.
Imellem os er der tolvtusind mil.
For stædige til at skyde den lille
genvej på godt og vel et smil”
Viktor Borge har engang sagt: ”Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker”. Må det minde os om, at en tilknappet og indesluttet kirkegængerattitude, hvor mundvigene vender ned i stedet for op, ikke gavner fællesskabet. For tænk hvis nogen følte sig udenfor i Guds hus? Nej, vel! Så, slip glæden løs, smil til hinanden, tal (uden at være påtrængende) med sidemanden både før og efter gudstjenesten, også hvis du ikke kender ham, ja måske netop hvis du ikke kender ham. For alle er velkomne i Guds hus, sådan er det, og sådan skal det også føles! Både for gamle og nye kirkegængere.
Samuel Leth-Larsen

imagesCACB3738