Tanker ved et årsskifte

Nytår-baggrund-2015

Tanker ved et årsskifte

Fortid – nutid – fremtid. Hvad enten vi vil det eller ej er vi underlagt tiden. Både tiden som var, tiden som er, og tiden som kommer. Erindringens glæde eller fortidens synder? Nuets gyldne afgørelse eller nuets forspildte chance? Fremtidshåb eller fremtidsfrygt? Alt afhænger af øjnene der ser! Tiden former os.
Jeg læste engang om en person, der lagde sit liv tilrette ud fra flg. devise: ”Fortiden står ikke til at ændre, fremtiden kan vi ikke vide noget om, men tiden her og nu kan leves og påvirkes”. Nuvel, umiddelbart lyder det besnærende, det her med at gribe dagens mulighed og leve her og nu i stedet for at hænge fast i fortiden eller flygte ind i fremtiden. Imidlertid bliver det i mine øjne for begrænset. Fortiden vil nemlig altid være en vigtig præmis for nutiden, ingen af os lever forudsætningsløst. Vores historie kan vi ikke bare sådan lægge bag os! Og fremtiden? Selv om vi ikke er herre over tiden som kommer, har vi dog alligevel et vist ansvar for dens udvikling. Vi kan forberede os på fremtiden, og forsøge at præge og tilrettelægge den, så godt det lader sig gøre. Men naturligvis er dagen i dag afgørende, nu‘et , dette øjebliks livfuldhed skal udleves, blot må nu’et aldrig glemme historien eller lukke øjnene for fremtiden.
I vore kirker bliver det tydeligt, at fortid, nutid og fremtid ikke er afgrænsede størrelser. For her berøres vi af fortidens arv i Skrift og Bekendelse. Når vi befinder os i vore gamle middelalderkirker fornemmer vi ofte historiens vingesus – som vi synger, hvert år til jul: ”Slægt skal følge slægters gang”. Historien om Jesus fra Nazareth og den efterfølgende virkningshistorie i den kristne kirke, som også vore forfædre tog til sig, er i høj grad noget vi lever af i nutiden. Derfor må kirken heller aldrig blive moderne i den forstand at den kapper båndene til fortiden. Jeg tror, Søren Kierkegaard havde fat i noget væsentligt, da han skrev, at ”den der gifter sig med tidsånden, hurtigt bliver enke” – dette gælder også for kirken. Hvad fremtiden angår, omfatter den ikke kun det spand af tid, vi og vore efterkommere måtte have her på jorden; men den peger også ind i den store fremtid, vi kalder evigheden. For vi er ikke kun underlagt tiden men også underlagt Gud.
Derfor udvides de tre tidsbegreber i kristen forstand med et fjerde, nemlig altid. Hver søndag bliver vi mindet om dette i kirken, når jeg beder den indledende og afsluttende bøn i gudstjenesten, hvor Gud som afslutning på bønnerne benævnes som én sand Gud fra evighed til evighed. Gud har altid været og vil altid være, også selvom det ligger uden for vores begrænsede menneskelige fatteevne. Men det er ikke uvæsentligt, for når Gud omslutter fortid, nutid og fremtid med sit altid, betyder det at vi alle er en del af hans skaberværk og dermed også Gud-villet. Gud har plan og mening for vore liv. Uanset hvor sort det kan se ud, må vi aldrig glemme, at vi er Guds skabning og elsket af ham. Dette kaldes også tro. Gud er hævet over vore tider og vil handle til alle tider – også anno 2015 – ind i vore liv, ind i den konkrete problemstilling vi kæmper med. På rette sted, til rette tid, hvor og når Gud ønsker det.

Samuel Leth-Larsen