Tidens gang

Tiden går, og vi går med, for vi er alle underlagt tiden. Tiden er kostbar, siger vi, for hvert eneste øjeblik tæller. Alligevel kan det hænde, at vi taler om ”at slå tiden ihjel”, men når tiden nu er værdifuld, hvorfor da slå den ihjel? Hvis det er fordi vi har for meget tid, vil det da ikke være bedre at dele vores overskydende tid med dem, der ikke har tid nok?

Under alle omstændigheder minder Prædikeren fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente os om, at ”alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt”. Intet er altså tilfældigt. Tidens gang er styret af Gud.

I tidernes morgen igangsatte Gud tiden, og ved tidernes ende vil Gud bringe tiden til ophør, og imellem disse to poler er et spand af tidsrum, som vi er en del af. En lille del, javel, historien og fremtiden taget i betragtning, men dog udgør vi en del. For uden vores liv og tid, ville vigtige sandkorn mangle i Skaberens timeglas. Derfor er intet menneskeliv tidsspilde. Alle er vi en afgørende del af tiden og historiens gang. Ethvert menneskeliv er en del af Guds tidsplan, og tiden er ikke gået, før hvert eneste sandkorn er løbet igennem timeglasset. Først når det er sket går tiden atter i stå. Da ophører denne verdens tidsalder og erstattes af evighed, hvor hverken tidsnød eller tidsspilde huserer. Og tidsånden vil endegyldigt udskiftes af Gud Helligånd, som bliver evighedens fuldkomne glæde i alle Guds børn. For bag dødens yderste tidshorisont venter det evige liv. Gud, vores Far, som satte os ind i tiden, står klar på den anden side af tiden for at tage imod alle sine børn i evigheden.

Men inden verden og vi når dertil lever vi nu, i tiden, i dag, hvilket der er en mening med. Vi må hver især fylde tiden med godhed og fred. Det er lettere sagt end gjort, men vi må det i mindste forsøge og bede om Guds nåde og hjælp hertil. Dem vi deler liv og omgangskreds med må vi efter bedste evne tage os af. Familie, venner, kollegaer, naboer – alle vi lever iblandt har vi ansvar for. Både dem vi holder meget af, dem vi holder knap så meget af, og dem som vi har svært ved at udholde. Jesus byder os ikke blot at elske vores næste men også vores fjende. Det særlige ved den kristne etiske forpligtelse er, at den tåler og finder sig i uret og lidelse. Hvor andre religioner tyr til gengældelse og hævn, eller til magtanvendelse for at udbrede deres lære, er det stik modsat med kristendommen. Tilgivelse og næstekærlighed er kristendommens kendetegn, og ingen af delene kan gå hånd i hånd med tvang, da pression og ufrihed ikke er en del af disse begrebers karakter og væsen. Vel kan der være situationer, hvor vi kan være nødsaget til at forsvare os mod uret, men altid med det overordnede mål for øje at skabe fred og forsoning.

Så lad os gribe dagens mulighed for at gøre en forskel i vores tid. Det er tiltrængt!

                                                                                                                                                                 Sognepræst Samuel Leth-Larsen