Nr. Jernløse Filmklub har efterhånden en hel del år på bagen. Klubben, som er åben for alle, samles til gode film i Nr. Jernløse Præstegård fire gange om året.
Onsdag d. 18. maj kl. 19.00:
”Jernladyen” – historien om Margaret Thatcher (2011)
– instrueret af Phyllida Lloyd
Denne aften skal vi se et nærgående portræt af den første og hidtil eneste kvindelige premierminister i Storbritannien – Margaret Thatcher. Hun kom ind på den politiske scene som et lyn fra en klar himmel, og kæmpede sig helt til tops ved at bryde gennem kønsbarrierer og klasseskel i en verden domineret af mænd. Filmen handler om magt og ikke mindst om den pris, man betaler for magten og giver et unikt indblik i en enestående kvinde, der i dag betragtes som en af de helt store figurer i britisk og international politik.
Meryl Streep modtog en Oscar som bedste kvindelige hovedrolle for hendes formidable skuespil som Margaret Thatcher!