– en del af Den Danske Folkekirke

Lidt om kirken

kirke-aabnes

Lidt om kirken

Igennem mange år har Nr. Jernløse Kirke været plaget af fugt. Kirkens sokkel består af kildekalk (frådsten), et porøst materiale, der desværre suger overskydende vand til sig, som herefter trænger op i kirkens murværk. For at komme fugtproblemerne til livs er der i efteråret igangsat et gravearbejde, hvor kirkens sokkel fritlægges med henblik på etablering af en ”underjordisk tagrende”, som tilkobles et afløbsrør, og herigennem ledes det overskydende vand til kommunens regnvandsbrønd ved åen. Vi er taknemmelige for, at sognets ældste hus med dette arbejde forhåbentlig bevares mange år frem til glæde for kommende generationer. Vore gamle middelalderkirker er en vigtig del af den danske kulturarv, som vi må værne om og skønne på.

Forleden da jeg tog gravearbejdet i øjesyn så jeg for første gang kirkens smukke sokkel i fuld udstrækning. Vel er den slidt af tidens tand, men trods en hengemt tilværelse står den der endnu. Men århundreders jordlag har ikke just været venligt stemt mod frådstenen.

Efter øjesynet fik jeg en tanke. Hvordan ser sokkelen ud på menneskelivets hus? Er den måske med tiden blevet usynlig på grund af livets jordlag? Måske knejser livsboligen, men hvis sokkelen ikke kan ses mistes proportionerne let. Livets dybder og dimensioner forstås bedst i sammenhæng med livsboligens fulde konstruktion. Måske trænger vores livssokkel til et eftersyn? Uanset om livssokkelen fritlægges og istandsættes, eller jorden omkring den blot drænes for vand, så er dens egenskab som bærende konstruktion for vores liv uhyre vigtig. For der er sammenhæng mellem livets ve og vel i dag og den sokkel som blev lagt da vore livshuse blev opført.

Men endnu vigtigere er det fundament, hvorpå sokkelen hviler. Hvilket livsgrundlag, står vores sokkel på? Knager vores livsværk i fugerne, kan det ofte være en hjælp, at få sokkelen undersøgt og udbedret om nødvendigt. Men lige lidt hjælper det, hvis ikke der er et urokkeligt og fast fundament under vore livshuse.

At vore prægtige middelalderkirker igennem generationer er blevet vedligeholdt, så de fortsat troner i det danske landskab, vidner om, at vores kristne arv lever i bedste velgående. Det er et stort privilegium, at vi har gode og smukke rammer, hvor vi kan samles som kristne. Men vi må naturligvis aldrig glemme, at det bærende fundament for disse rammer er og bliver Guds nåde og barmhjertighed, sådan som det kommer til udtryk i sakramenternes forvaltning i skikkelse af dåb og nadver og Ordets forkyndelse. Vore kirker kan være nok så smukke og velholdte, men uden dette fundament vil de ikke bestå.

Ej heller må vi glemme at fylde disse rammer med liv. Med Grundtvigs ord er vi ”Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene” (DDS 323). For en kirke er ikke kun en bygning, nej den består først og fremmest af de mennesker, der udfylder rammerne. Den består af alle os som glæder os over at komme i vore kirker for at søge Guds hjælp og styrkes i troen. Lad mig derfor til sidst give ordet til Paulus som i Det Nye Testamente skriver: ”I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren.” (Ef. 2,19-21).

                                                                                                                                                                               Sognepræst Samuel Leth-Larsen