– en del af Den Danske Folkekirke

Voksendåb

Dåb af voksne bliver mere og mere almindelig i folkekirken

Nogle voksne blev ikke døbt som børn, og får senere i livet et ønske om at blive døbt. Andre er opvokset i en anden religion og ønsker at konvertere til kristendom. Andre igen har længe været religiøst søgende og finder til sidst deres ståsted og ønske om dåb i folkekirken.

Den voksne, som ønsker at blive døbt, kontakter en præst

Som forberedelse til dåben mødes præsten og den voksne for at tale dåben igennem og aftale den forberedende dåbsundervisning. Der kan være mange grunde til, at man som voksen ønsker at blive døbt og der er stor forskel på, hvilket kendskab man i forvejen har til kristendom. Derfor aftaler præsten og den voksne karakteren af den forberedende dåbsundervisning ud fra individuelle ønsker og forudsætninger.

Dåbsvidner i stedet for faddere

Ved barnedåb forpligter faddere sig til at tage vare på dåbsbarnets kristelige opdragelse. Derfor får en voksen ikke faddere ved dåben. I stedet er der to dåbsvidner til voksendåb. De er vidner både i juridisk og medmenneskelig forstand. Dåbsvidnerne deler det særlige øjeblik med den døbte, så de siden kan se tilbage på dåben sammen. Dåbsvidnerne kan være fortrolige venner eller familiemedlemmer, som også i andre situationer er den døbtes nære samtalepartnere. Den voksne kan bede præsten hjælpe med at finde dåbsvidner.

(Kilde: Folkekirken.dk v. Ellen Aagaard Petersen)